Ninna Andreasen

Du sender fingerkys mod mig og mod himlen
Jeg spejler mig i byens labyrint
Kalajdoskopisk drømmesmedje
Folk står og griner rundt omkring

Engang vil vi tænke tilbage
på nu som de gamle dage

Måske ikke helt lykkelig
Men præcis så tæt på fri
Sådan nogen som os kan komme
Min pige

Vi får splittet det ad og sat det sammen
Molekyler maler månen mild
Nat efter nat, hvor jeg lå vågen
Verden tipper bare af og til

Engang vil vi tænke tilbage
på nu som de gamle dage

Måske ikke helt lykkelig
Men præcis så tæt på fri
Sådan nogen som os kan komme
Min pige

Gemt i et kynisk kromosom
Tikker en nøgtern metronom
Zions klokker ringer søndagen ind
Slynger sig om dårskabens blomsterpind

Tro blot på det, hvis det hjælper
at vi ses igen engang

Men grib mig nu, før vi falder

Spindelvæv og tomme rum
Et omrids af liv i bølgeskum
Angste toner vender vrangen ud
på sten og ild og stjerneskud

Tro blot på det, hvis det hjælper
at vi ses igen engang

Men grib mig nu, før vi falder

Fortabt i nattens poesi
Mellem håb, der søger amnesti
Træk linjer langs historiens bred
uden spøgelser og krig og had

Dø om så det gælder

Men grib mig nu, før vi falder

De skyder hinanden nede i Syrien
Jeg kradser lidt i min apati
Vi har sådan set også vores at slås med
med biplart vejrlig

Og selvom nostalgien ikke er, hvad den var
Forsøger vi at holde vores fort
En podagraepedimi kan gøre lunten kort

De siger, vi har det skidt
Og det hjælper faktisk lidt
En statsminister, en tumpet journalist
Gid vi aldrig kommer dem helt til livs til sidst

Teenagedruk og damers botox
Kendis konkurs og andet pjat
Kan altid fyre op for min
evigt labile fnat

Storetåen mod en dørkarm
En manglende makker til en sok
De andre brokker sig så meget
jeg ikke kan nå at brokke mig nok

Men de siger, vi har det skidt
Og det hjælper altid lidt
En landsholdsspiller, en gal spritbilist
Gid vi aldrig får bugt med hans slags til sidst

Varsom med for store ord
De kunne nemt blive taget af vinden
Lige rundt om hjørnet fra hvor vi står
bider den til benet

Altid en smule udenfor
selv når man er inde i varmen
Vi tilbeder måske stilhed
men lever af larmen

Mine rustne koryfæer
Mine sminkede Lig
De er sikkert ikke noget for dig
Men de bliver sgu aldrig helt kedelige
Og det er egentlig nok for mig

For i nat skal I bære os ud herfra

Hverdagsfilosof og lommepsykolog
Vi har såmænd det hele
Tragediens komik…
Vi er velbevandret i de dele

Nok står nogen på glassets kant
og spejder ned i dybet
Men i vores katedral runger et
“Bare på beløbet”

Mine rustne koryfæer
Mine sminkede Lig
De er sikkert ikke noget for dig
Men de bliver sgu aldrig helt kedelige
Og det er egentlig nok for mig

For i nat skal I bære os ud herfra

Det går jo egentlig godt
Her er ikke så meget at bekymre sig om
Og de siger, du tager det flot
Hvis alt går vel kommer du ud til sommer
Der er ikke så meget at skrive hjem om
Dagene i kælderen gør hukommelsen blind
De tager en bid af livet
når de bryder ind

Men det er ikke alt, hvad du er, Cherie
Du er vidunderlig
Ligeså lidt som terner vender sig mod nord, når året går på hæld
Ligeså lidt har du bedt om det selv

Hvad er virkeligheden?
Institutionshvide vægge lammer øjne på flugt
Du har lært med tiden
at der hvor smerten skærer skarpest, er den grusom og smuk
Spøgelser og dæmoner
sprængt til atomer af elektrisk impuls
De vader lige ind i sjælens hus

Men det er ikke alt, hvad du er, Cherie
Det er det eneste, jeg kan sige
Ligeså lidt som jorden står stille
under et efterskælv
Ligeså lidt har du bedt om det selv

Jeg prøver at spille kostbar
Han fatter det ik’
Så jeg forsøger lidt med dagen og vejen
men tænker mest på hans… blik
Og på dengang Mikkel fik lov at pille lidt mere, end andre havde fået før
Og hvordan man forbandede sin gode opdragelse, når man ikke turde spørge:
“Ved du overhovedet, hvor jordskælvsudløseren sidder på en pige? 
For du er milevidt fra epicentret”
Men sådan kan man jo dårligt sige

Oh, sweet love

Men det er vand under broen, baby
Jeg ser nok ikke Mikkel igen
Han fandt vist kærligheden derude
og trak den i håret hjem
Så hvordan fanden kan det være så skidesvært at score
når Søren scorede Signe med “Ka do si’ porre?”

Oh, sweet love

Så ender man på en bar, hvor man gør sig til
På den der “Jeg har da slet ikke set dig”-måde – som om man får børn af det
Hun nulrer sit hår og griner af hans joke, der ikke er helt hallal
Det trick er sat in mente til alleryderste decimal

Oh, sweet love

Når jeg bliver rynket og ikke kan bruges til mere
så køber jeg et sted bag pilehegn og træer
hvor jeg kan gå og drikke portvin og fodre gårdens dyr
Studere mønstre og motiver i de drivende skyer

Der vil sikkert blive snakket om den sære pebermø
som handler ind hver onsdag og ryger hjemmekrøl
Men sådan et sted koster ikke alverden – det skal hedder “Lytte Til”
Om guderne i kreditforeningen vil

I et andet liv lagde jeg lykken i en andens hånd
I et andet liv i Babylon

Al den Charles Bukowski og Tom K, jeg ikke fik læst
egner sig vist mest til efterårsblade og blæst
Og orange sommeraftener blev sikkert lavet for
folk som mig, der simrer mindre over i morgen end i går

I et andet liv lagde jeg lykken i en andens hånd
I et andet liv i Babylon

Men når jeg vågner i morgen, er det hele glemt igen
Ti tommelfingre er vel et kvalificeret “men”
Så jeg pakker mit humør og trækker tankestreger til en dag
på en fortrampet sti af pligter og stokkeslag

I et andet liv, hvor lykken ligger i en andens hånd
I et andet liv i mit Babylon

Punktum, punktum, komma, streg
Sådan tegnede du Nikolaj
Hvem han var, fik jeg aldrig at vide
Han skyllede væk for så længe siden

Man siger, jeg bærer rundt på dit smil
Hvad ved jeg, man ser det sjældent selv
Altid let som et vindpust i april
mellem spredte byger og en stille appel

Hvem var du mon?
Og hvor er du nu?
Hvem var du mon, miss Ocean Blue?

Tilfældet rakte mig en håndfuld strå
Du var altid længere væk, end du kunne nå
Eventyr krystalliseret og sprængt
og drysset ud langs havets kant

Hvem var du mon?
Og hvor er du nu?
Hvem var du mon, miss Ocean Blue?
Virkeligheden i sin skønhed og gru
Hvem var du mon, miss Ocean Blue?

Det store kosmos sænker sig og kravler ind i en ærtebælg
Jeg tager endnu et tyvetogt imellem skygger, støv og skel

For hvem var du mon?
Og hvor er du nu?
Hvem var du mon, miss Ocean Blue?

Punktum, punktum, komma, streg
Sådan tegnede du Nikolaj
Hvem han var, fik jeg aldrig at vide
Han skyllede væk for så længe siden

En hvileløs vandren rundt på må og få
Der er så mange måder at blive rundtosset på
Mr. Waits, spil en sang, der er mere blå end blå
Hellere gå og gå i stykker end gå i stå

Så er det tid at gøde asken og vente spændt
på om livet nogensinde rører på sig igen
Mr. waits, spil en sang, der matcher mit humør
så der ikke bliver alt for stille, når først jeg spørger:

Var det så det, det kunne blive til?

Du kunne klæde mig af med en replik
Det kræver såmænd ikke meget mere end et blik
Så står jeg efterladt med et “lige ved og næsten”
og et “måske”, der blafrer i blæsten

Var det så det? 

Var det så det?

Det var så det, det kunne blive til

Vi snakker mest om dine damer og Carstens hurtige penge
En dag regner du ham ud, men du må skænke øl her så længe
For tørsten den er udbredt, og biksen kører fint
Men man vil hellere være ham, der broadcaster det billigste grin

Fra en private jet
uden sikkerhedsnet
Med kokosnøddedrinks og folk, der vifter palmeblade imens

Så går det langt nemmere med nattens nænsomme piger
Os, der er til fals for blikke, hvide løgne og smiger
Du fik mig engang til låns – en sidevogn til et set
En opmuntrende og morsom lille morgenkomplet

Men ingen private jet
uden sikkerhedsnet
Med kokosnøddedrinks og folk, der vifter palmeblade imens

Hvem der bare sad på en bounty-strand et sted 
og skrev postkort til alverden uden mål og med
Måske endda en pixi-selvbiografi
Uden man for alvor har noget nyt at sige

Hvad blev der egentlig af ham, der opfandt den der isterningepose?
Han bader vel i negerdamer og champagnebrus
Vi andre samler mønter under livets lede støvletramp
Sår rives op af skattens onde skuresvamp

Og man kan bare drømme om en private jet
uden sikkerhedsnet
med kokosnøddedrinks og folk, der vifter palmeblade imens

Der var engang, vi bare var dovne dosmer
Men så gik verden hen og blev helt ufatteligt meget klogere
Nu er man en bistandsmodtagende med tunge skridt mod Borgerservice vaklende, belastende person
der bare må krydse sine fede fingre for at ens sagsbehandler kender nogen
Så det kan være, man kan slippe for at samle dimsedutter på Reva
Måske i stedet snige sig ned i byen og få et glas kava
på klods
i tvivlsom trods
Og ellers er der altid et afsnit af Singleliv at se
Mens vi venter på mildere vejr og tøsne

Der var engang én, som lovet
at jeg nok skulle blive til noget

Orla kører en lille, halvt om halvt lovlig biks
Han siger, han godt kunne lære mig lidt tips og tricks
Vi bærer kasser op og ned og ud og ind, og når dagen er gået
er det ikke, fordi vi som sådan for alvor virkelig har udrettet noget
Men han kan skære en faktura så bulletproof som en anden advokat
Det er faktisk lige før, man glemmer at jobbene er surrogat
fra en kant
Bare ude som praktikant
Syv uger, hvor ingen kan komme efter én
Og så har Orla et par momsnumre mere, så det er helt uden ben

Der var engang én, som lovet
at jeg nok skulle blive til noget
Men det regner på indersiden af mit hoved
når jeg tænker på, hvad jeg kunne have nået

Når monstrets tentakler vikler sig rundt om halsen
kan man enten stritte imod eller falde ind i dødevalsen

Der var engang én, som lovet
at jeg nok skulle blive til noget
Men det regner på indersiden af mit hoved
når jeg tænker på, hvad jeg kunne have nået

Jeg har aldrig haft en 20’er i lommen uden den har brændt hul
Der er altid en heldig hæler med røntgensyn
Man kan altid få nogen til at låne én lidt
hvis man mangler til en togbillet
Undtagen Pernille Pernittengryn

Bevares, den 50’er
men hun husker jo som en hel flok elefanter
Man har vel lidt klatgæld hist og her
De kan såmænd få anlægget og bilen og vaskemaskinen tilbage
Leasy, kviklån og D.E.R.

Mammon er et foster af fri fantasi
Midt imellem bønner og sort magi
Lige dele kælen og håndsky
Hvordan kan tomme lommer føles så tunge som bly?

Hvis jeg var rig, ville jeg bygge en gigantisk von And-pengetank
og fylde den med en million i 50-ører
Så ku’ Pernille stå og glo benovet derind
gennem skudsikkert glas
Med fladtrykt næse og grå kulør

Så ville jeg ringe efter fogeden og sige, han kunne tage
lige det, han mente han skulle ha’
Hvis ellers han var stærk nok til at bære det
Se ham slide og slæbe i sved og smerte

Mammon er et foster af fri fantasi
Midt imellem bønner og sort magi
Lige dele kælen og håndsky
Hvordan kan tomme lommer føles så tunge som bly?

Det gør stadig ondt, når jeg tænker på dig, Bjørn
Ellers går det fint
Jeg drikker kaffe hver morgen – i rigelige mængder
og efter klokken 17 er det vin
Lise ringede og spurgte efter din adresse
men jeg ville lige høre dig først
Det kunne jo være, du hellere ville have fred
Nå… nu er det så småt blevet mørkt

Mellem dig og mig er hun blevet dødssyg, siden de købte den parcel
Mellem dig og mig er det lige før, det keder et halvgammelt røvhul ihjel

Jeg har tænkt på en ferie i syden et sted
Måske noget med palmetræer
Det her rustne korpus kunne sgu godt trænge til
lidt sand imellem sine tæer
Torben er begyndt at sejle igen
så jeg er her mest for mig selv
Når alt kommer til alt, er det svært at se
om det gør den store forskel

Mellem dig og mig er jeg ikke sikker på, om jeg bliver sammen med ham
Mellem dig og mig kan han sidde og rådne op nede i Rotterdam

Overboens køter gør om kap med deres skrigende unger
De sidder i kaos til halsen
Det er det, man hører fra onde tunger
Man skal tænke sig godt om, inden man vælger at få børn
Er det ikke det, jeg altid har sagt til dig?
Hva’, Bjørn?

Mellem dig og mig er jeg ikke sikker på, om det er bedst helt at lade være
Mellem dig og mig er der langt mindre glæde end besvær

Jeg har hørt, du går og siger ude i byen, at din barndom var hård
At jeg for tit fik en tår over tørsten
At du stadig hader lyden af glasskår
Og Lise siger, der nok er en grund til
at du aldrig svarer på mine breve
At jeg har ødelagt for meget, og du har nok at se til
At du har nok at lave

Mellem dig og mig er det fandme for tyndt, jeg ikke engang må se, hvor du bor
Mellem dig og mig tror jeg ikke, jeg kan lide dig, efter du blev stor

Hilsen din mor

PS. Mellem dig og mig gjorde jeg det allerbedste, jeg ku’
Mellem dig og mig ville jeg ønske, vi ku ses
Hvad siger du?

Måske var det bare ammestuesnak
I avisen stod der aldrig et kvæk
Man skulle nødig inspirere endnu en kandidat
Journalisten lagde pennen og tog ikke notat

Plænen nedenfor var ikke just en green
Med mindre man var på slatjagt efter heroin
Lort lå og flød mellem samlere på træk
Når mørket faldt på var hver en ærlig pantflaske væk

Vi har rigeligt med plads her langt pokker i vest
Så hvorfor bygge opad og døje med blæst?
Mange gik og drømte om at mærke suset
De sprang først, da de kom i Kridthuset

Jeg hørte, det var syv – andre mente tre
der tog skridtet ud i luften uden at se sig tilbage
Der var vist også noget med en trist transvestit
som baskede med vingerne i sin fødselsdagshabit

Og Snubbi siger, at man dengang havde et ordsprog
at hvis man endte så langt trængt op i en krog
skulle man have midterskilning og krydse ben, når man skulle hoppe
Så ku’ de tage en skruetrækker og dreje én op

Vi har rigeligt med plads her langt pokker i vest
Så hvorfor bygge opad og døje med blæst?
Mange gik og drømte om at mærke suset
De sprang først, da de kom i Kridthuset

Pudsigt som man gør forskel på folk, der hopper
John Tranum døde frysende i faldskærmens stropper
Fik buste på sin grav med guldløv og sprosser
Kridthusets flyvere bliver højest husket som tosser

Vi står alle sammen lige i den yderste time
En hjertetknust tøs, en vovehals på line
Babelstårnet blev revet ned – rygtet blev for slidt
Mon de nærmede sig himlen med det allersidste skridt?

Vi har rigeligt med plads her langt pokker i vest
Så hvorfor bygge opad og døje med blæst?
Mange gik og drømte om at mærke suset
De sprang først, da de kom i Kridthuset

Da jeg langt om længe nåede frem
var stemningen flere kilometer høj
Du gik hypet omkring og råbte “Fedt, mand!”
i kalkuleret udslidt tøj
Stupid eller bare helt enormt modig?
Det er to sider af den samme mønt, hvis du sku’ turde tro det

Det begyndte vist med en fest hos en in crowd
og er endt i noget værre snavs
Nu suger du hård sprudt durk i dunken
og spliffer sammen med Dope Klaus
“Højt at flyve og forbandet dybt at falde på røven”
tænker jeg engang imellem, når jeg prøver på at falde i søvn

Jeg har mødt dig på jagt efter en tømmermændskur
Nå ja, det var jeg jo sådan set også
Med de velsmurte snakketøj vi to render rundt med
går der længe, før vi ikke kan købe på klods
Men hvordan blev din efterbrænder til en fuser?
Hvornår løber du tør for “Det går fint” og andre mundrette fiduser

Vi kigger på dig – spændte og skræmte
Som en ulykke, der er lige ved at ske
Sekundet før toget rammer muren
er der jo ikke så meget, man kan gøre ved det
Nogen ringer vel til kommunen på mandag
og siger, at nu må de virkelig tage sig af dig

Jeg har set ham vade over Themsens blanke vand
og ned ad halsen på en skyskraber
Der er ikke den mindste tvivl i mit sind
Det er ægte magi, det han laver

Dynamo

Forstår du, siden jeg fik min førtidspension
kommer jeg ikke så meget ud omkring
Alle andre har så travlt og en masse, de skal nå
Jeg skal klø mig i røven – ellers ingenting
Så mens billedrøret langsomt varmer op
skænker jeg mig en velfortjent Porter
Slår over på Discovery og Dynamo
og ser ham narre flokke og horder

Dynamo

Og hvis jeg en dag skulle komme tæt på Dynamo
vil jeg glo efter wirer og snorre
Se, om jeg kan lure et enkelt lille trick
om der er en fuskerhjælper at spore
Der er kun et enkelt tarveligt twist
Hvis Dynamo er en løgner, bliver jeg temmelig tvær og trist

Dynamo

En solsort på min altan
sidder og mæsker sig fed hele dagen
Den ved nok, hvor den skal flyve hen
Der, hvor man ikke kan sige nej til nok så tvivlsom en ven

Forklædt som venlig vinteridyl
Men er det noget for noget eller bare for selskabets skyld?
Et kys på hvert et gadehjørne gør mig stadig lidt ør og lun
Men snart er solsorten væk, og jeg er atter immun

Hvem sidder der bag skærmen med musen i sin hånd?
Det er såmænd lille Inger med sit skatteleksikon
Ruser sættes ud med fintmaskede net
Ingen lille fisk må tro, den slipper alt for let

Hun ser konturen af en svindler på en rystet autograf
Han skulle vide, hvor nemt man finder en undseelig paragraf
For man skal holde sig til love – det ved han jo godt
Men der er altid jammerdal og evindeligt kævl og brok

Åh, Inger
Hvad var det, chefen han sagde?

Du får dem
Og hvis du når dem
så kan du slappe af
Og går den
Ja, så går den
Ellers kan de sende en klage

Når mosekonen brygger og skygger kommer frem
ser hun den dag for sig, hvor børnene kommer hjem
Døren blafrer ud mod en tom villadej
og tungen dingler blå som frugtfarvet trylledej

Du får dem
Og hvis du når dem
så kan du slappe af
Og går den
Ja, så går den
Ellers kan de sende en klage

Du har skrabet dit knæ lidt på verden
Set, om der ellers var noget at byde på derude
Du har ledt efter et lille helligt hul i hegnet
forsøgt at løse hver en gåde og genstridig knude

Den har hvæsset sine kløer og blottet sine tænder
Vist hver en tvivlsom side af sit forrykte fjæs
Men lad den bare stå og brøle – den skræmmer ingen her
Når den har skabt sig længe nok, har den skreget sig hæs

Vi klimprer bare lidt på en femstrenget guitar
og nynner en fællessang om dem, der gik forbi
Her maler ingen fandens farmor på væggen
Kun moralens bidske præster med sørgebind og pli

Når dommedagen banker på, låser vi døren
Tømmer biksen for bourgogne og tænder en cigar
Hvilket sted kunne være bedre for folk som os at brænde inde
end med et smørret grin på sin yndlingsbar